Iværksætterrådgivning i Lemvig Kommune
STARTVÆKST Lemvig hjælper iværksættere
STARTVÆKST Lemvig tilbyder vejledning og sparring til iværksættere og virksomheder i Lemvig Kommune.
STARTVÆKST Lemvig hjælper dig med at løse de udfordringer, du står overfor – uanset om du har egen etableret virksomhed eller har et ønske om at blive iværksætter.
Hos STARTVÆKST Lemvig har man en bred palette af viden inden for blandt andet:
- Oprettelse af virksomhed
- Salg og markedsføring
- Webshops
- Nye markeder
- Den danske lovgivning
- Trends
- … og meget mere.
Udover at tilbyde personlig sparring afholdes en række events, som kan være med til at give dig et indblik i iværksætterlivet og fremme din virksomheds udvikling. Ved disse events har du også mulighed for at netværke med andre iværksættere og virksomhedsejere.
STARTVÆKST Lemvigs sparring er gratis og foregår i al fortrolighed.
Læs mere her!
Lemvig Erhvervspas
Lemvig kommune tilbyder dig som iværksætter et ErhvervsPas, der giver adgang til maks. 5 timers gratis rådgivning hos en lokal, privat rådgiver,
Værdien af ErhvervsPasset er 4.500 kr.
ErhvervsPas kan bl.a. bruges til:
-
Udarbejdelse af forretningsplan
-
Udarbejdelse af budget
-
Vejledning vedrørende skat og moms
-
Lejekontrakter og samhandelsaftaler
-
Vejledning om beskyttelse af produktidéer og registrering af varemærker
-
Vejledning vedrørende salg, markedsføring og hjemmeside
Lemvig ErhvervsPas administreres af STARTVÆKST Lemvig.
Kontakt konsulent Gert Løkke Leth på tlf. 20 78 74 95 eller på mail gle@startvaekst-lemvig.dk for at høre mere.
Eller læs mere her: https://www.startvaekst-lemvig.dk/ivaerksaetter/lemvig-erhvervspas
Iværksætterkursus i Lemvig
STARTVÆKST Lemvig afholder i samarbejde med STARTVÆKST Struer og Erhvervsforum Holstebro iværksætterkursus, hvor du bliver klædt på til et liv som selvstændig. Kurset forløber over seks aftener, hvor hvert aften har sit tema, som tilsammen giver dig et godt fundament til at starte egen virksomhed. Temaerne er: Forretningsplan og a-kasse, jura og forsikring, digital markedsføring, salg og markedsføring, økonomi og SKAT samt finansiering og mulighed for rådgivning.
Kurset er gratis for iværksættere, der har bopæl i Holstebro, Lemvig og Struer. Alle kursusaftener er i tidsrummet 18.30 - 22.00. Modulerne afholdes skiftevis i Holstebro, Lemvig og Struer.
Du kan finde det næste iværksætterkursus her!
Next Step tilskud til rådgivning
NextStep er et tilbud til ambitiøse iværksættere, som er klar til at tage næste skridt på deres iværksætterrejse. Med NextStep kan du få op til 34.000 kr. til at købe dybdegående og specialiseret rådgivning, der hjælper dig med at løse konkrete udfordringer og accelerere udviklingen af din virksomhed.
Få adgang til førende eksperter, som kan rådgive dig om lige præcis dét, du har brug for, for at kunne sætte fart på udviklingen af din virksomhed. Der ingen begrænsninger på, hvad tilskuddet kan bruges til. Hvad end det er rådgivning inden for salg, markedsføring, branding, ledelse eller andre fagområder, så kan NextStep give dig et boost.
Målet er at give dig adgang til præcis den ekspertise, der gør en reel forskel for dig og din virksomhed – både nu og på sigt.
Indhold er hentet
NextStep er for iværksættere, der:
- har klare ambitioner om vækst
- er klar til at arbejde målrettet med udviklingen af deres virksomhed
- har en veltestet forretningsmodel eller et produkt med stort potentiale
- har et tydeligt behov for kompetenceudvikling eller rådgivning, der kan skubbe virksomheden fremad
- Derudover skal du have CVR nr. og dit CVR nr. må maksimalt være 7 år gammelt på ansøgningstidspunktet.
Hvad koster det at deltage i NextStep?
Hvis du blivet optaget på NextStep, så er det ikke helt gratis at deltage. Du har to muligheder for at betale:
Betal med din tid. Registrér minimum 70 timer. Vi ved, at man som iværksætter ikke har ubegrænsede midler, så derfor har du mulighed for at betale for deltagelsen ved at registrere den tid du anvender på projektet.
eller betale et gebyr på 8.000 kr. + moms. Vil du undgå det administrative arbejde med tidsregistrering? Så kan du vælge at betale et kontant deltagergebyr. Vi sender dig en faktura, hvis du bliver optaget på NextStep.
Private rådgivere i Lemvig
Som iværksætter er det vigtigt at du benytter kompetente private rådgivere. Det offentlige erhvervsfremmesystem - primært STARTVÆKST Lemvig og Erhvervshus Midtjylland - kan hjælpe dig med en indledende vejledning. Men du bør supplere det med rådgivning fra revisor, advokat og reklamebureau.
Erhvervshus Midtjylland
Som iværksætter i Lemvig Kommune kan du få supplerende rådgivning hos Erhvervshus Midtjylland. Hos Erhvervshus Midtjylland får du vejledning og sparring på dine forretningsmuligheder af et stærkt hold af uvildige virksomhedskonsulenter.
Erhvervshus Midtjylland er et stærkt kompetencecenter med tilbud der hjælper dig og din virksomheds drift og udvikling gennem fx specialiserede 1:1 sparring eller via kollektive forløb.
Erhvervshuset er desuden din lokale indgang til statens ordninger inden for eksport, finansiering og innovation.
Tilbud til iværksættere med vækstambitioner
Udover den hjælp du kan få fra STARTVÆKST Lemvig, har du som iværksætter i Region Midtjylland mulighed for at deltage i et udviklingsprogram for iværksættere med vækstambitioner. Ud over vækstambitioner skal dit CVR-nummer være under 3 år og registreret i Region Midtjylland, for at du kan deltage.
Programmet udbydes af Erhvervshus Midtjylland og indholder alt fra netværk, sparring og seminarer til medfinansiering af ekstern rådgivning. Altsammen tilbud, der har til formål at skubbe din virksomhed i retning mod vækst!
|