Forside
 
IværksætterGuide
 
 
 
 
Om Startinfo.dk
 

Hvad betyder det i praksis at være selvstændig ?

 

Selvfølgelig er der forskel på at være selvstændig og lønmodtager. Men måske er fordommene om forskellighederne i virkeligheden de største. Fx har rigtig mange lønmodtagere i Danmark  heldigvis mulighed for, i højere eller mindre grad, at påvirke deres arbejde. Vel ikke det ringeste udgangspunkt for en fremtidig tilværelse som selvstændig? 

 

Hvad kræver det at være selvstændig? 

Mange kommende iværksættere spørger sig selv, hvad skal det til for at blive selvstændig? Og er jeg egnet til at være selvstændig? 

 

Det er svært at svare på for der er ikke faste krav til at man skal kunne alt. Selvstændige er lige så forskellige som lønmodtagere, og er ikke de her supermænd (m/k), der står op 05:15. vinterbader, løber en triatlon, møde i fuld kampdress i forma af habit eller kjole og møder kl. 6:45. 

 

De adskiller sig basalt ikke fra resten af befolkningen, måske bortset fra en hvis restløshed, og en tro på at ting generelt  kan gøres bedre.

 

Men hvordan er det så at være selvstændig?

Neden for giver vi dig nogle bud på forskellen på at være selvstændig og at være lønmodtager:

 

1. Som iværksætter bestemmer man da selv alt!

Ja, eller næsten alt - for der er jo nogle, der blander sig i din drift. Fx har myndighederne en tendens til at stille krav eller lave regler du skal leve op til... Men det er nu ikke så slemt, som man nogen gange kan få indtryk af.

 

Størst bestemmelse  over din virksomhed og dit liv har (nej, det er ikke banken, selv om de kan blande sig...) kunderne. Kunderne har ret.. eller kan let få "ret", for det er jo dem, der i sidste instans skal betale din regning.

 

2. Man må holde så lang ferie man vil! 

...hvis man har råd. Basalt set kan man leve det liv som man vil, hvis man har råd til det. Altså hvis virksomheden kan give det nødvendige overskud. Realiteten er dog oftest, at der i starten ikke bliver afholdt mere ferie end det allermest nødvendige. Belønningen - hvis lange ferier er målet - kommer typisk først senere. 

 

3. Man kan ikke blive fyret!

Det er en af de klare fordele ved tilværelsen som selvstændig. Selv om mange mener, at man som lønmodtager ofte har et mere trygt liv end selvstændige,  kan man argumentere for, at det faktisk er lige omvendt. Ingen kan fyre dig, hvis du ejer din egen forretning.

 

Jo kunderne kan, men det skulle være helt vildt usandsynligt, at alle dine kunder forlader dig på en gang. Det sker så godt som aldrig. 

 

Forskellen på at være selvstændig og at være lønmodtager

 

PARTNER PÅ IVÆRKSÆTTERGUIDEN 

 

Infolinkkurser og iværksætteruddannelsen

 

 

4. Man passer ikke ind i dagpenge system, efterløn mv.

Man kan få dagpenge og andre ydelser som selvstændig. Læs afsnittet her! Men man må erkende, at lovgivningen ikke helt er målrettet selvstændige. Der arbejdes politisk på at gøre nogle ting lettere, men der er altså et stykke vej endnu. 

 

Det har vi også set under Corona krisen... Selvstændige har dog fået en kompensation, men det er rent a-kassemæssigt lettere at være lønmodtager. 

 

Nu er det jo heller ikke for at få dagpenge du starter, men vær forberedt på, at det er lidt mere bøvlet.

 

5. Man betaler b-skat i stedet for a-skat

Hvad med SKAT som selvstændig? Hvor meget skal man betale i skat?  Tja, hvis der er noget at betale skat af betaler man b-skat. I praksis gør det ikke den store forskel, du laver en forskudsregistrering næsten på sammen måde, som da du var lønmodtager. Du betaler i 10 rater i stedet for 12, men skat er jo skat....

 

Hvor meget du skal betale kan man jo ikke sige på forhånd, men du har dog som selvstændig nogle muligheder for at "skattetænke". Det er ikke skattesnyd vi lægger op til her, men du kan udskyde skat og fratrække diverse udgifter, som gør det lidt mere attraktivt.

 

6. Man arbejder ofte længere, og i starten til en lavere indtjening

Vær indstillet på, at iværksætteri som oftest er hårdt arbejde! Det gode ved det hårde arbejde er, at det ikke føles som arbejde - eller i hvert fald ikke træls arbejde - når det er din egen bix. Bruger du "vild-med-dans-sendefladen" på TV til at indberette skat, lave bogføring eller skrive fakturaer, så føles det ikke som et stort tab. Især ikke det med at skrive regninger til dine kunder -  det føles ret godt! 

 

 

 

7. Man tjener dog gennemsnitligt 127.000 kr. mere end en lønmodtager - men man kan også gå konkurs

Sammenlignet med udlandet er indkomstforskellene i Danmark relativt små. Det gælder i og for sig også for selvstændige. Men gennemsnitligt er det dog lidt bedre at være iværksætter. Både lønmodtagere og selvstændige kan gå konkurs, men måske tænker man lidt mere over risikoen som selvstændig.

 

Husk, at man kan gøre meget for at undgå det. Men når du påtager dig forpligtigelser for beløb som typisk er større end de fleste lønmodtagere, forøges din risiko naturligvis tilsvarende. Men lad os slå fast: Det er absolut undtagelsen, at iværksættere går konkurs!

 

De fleste virksomheder overlever, især hvis stifteren benytter rådgivere under opstart! Må virksomheden lukke, er der stort set altid tale om en stille og rolig afvikling evt. med et lille lån, der skal betales tilbage. Covid-19 kan ha' rykket den statistik lidt, men bortset fra det er risikoen ikke voldsom stor.

 

Og når er iværksætterprojekt lykkedes, kan der godt være den store bil, det lækre hus, mange rejser som belønning. Men som regel først efter en del års hårdt arbejde. God arbejdslyst uanset hvad du vælger!

 


 

Denne artikel er skrevet af Hans Peter Wolsing, civiløkonom med mere en 30 års erfaring med rådgivning og vejledning af iværksættere. Mere end 3.000 rådgivningsforløb, mange hundrede oplæg for iværksættere på kursus eller elever / studerende på uddannelsesinstitutioner, er det også blevet til. Hans Peter Wolsing har selv etableret 4 virksomheder: Et reklamebureau, et konsulentfirma, et deltidslandbrug og feriehus udlejning og i 2018 iværksætterportalen Startinfo.dk. Hans Peter har deltaget i Erhvervshusenes ekspertgruppe vedr. salg og markedsføring og repræsenteret erhvershusene i arbejdsgrupper under Erhvervsstyrelsen.

 

 

 

 

 

Startinfo.dk ApS - DIN nye iværksætterportal
Rubjergvej 67, Lønstrup
9800 Hjørring
5129 1110
hpw@startinfo.dk
CVR: 40043748
OK
Cookie information

Dette websted anvender cookies til at registrere, hvordan du og andre benytter hjemmesiden.
Disse oplysninger bruger vi bl.a. til at se, hvordan vi kan forbedre den for dig som bruger. Læs mere.