Forside
 
IværksætterGuide
 
 
 
 
Om Startinfo.dk
 

Iværksætterblog: DAGPENGE

 

Få nu fixet dagpengelovgivningen, så den også er til at ha' med at gøre for selvstændige!

 

Der er behov for ændring af dagpengesystemet for selvstændige. Og det er ikke fordi de selvstændige ønsker at leve af offentlige bidrag. De er faktisk selvstændige, fordi de gerne vil klare sig selv. Men der er en risiko ved at være selvstændig og en vis sikkerhed for indkomst er næsten nødvendig i dagen Danmark. Mister man indkomsten, skal der gerne være lidt at falde tilbage på, enten i form af andet arbejde eller dagpenge.

 

Corona krisen har sat øget fokus på det at være selvstændig. Både på godt og ondt, men for mange desværre mest på ondt.

 

Det har været nødvendigt at lancere hjælpepakker for at tvangslukkede virksomheder kan klare sig, og dem der ikke rigtig passer ind i "pakkerne" er det sådan set bare ærgerligt for. 

 

Vi er i Danmark heldige med at leve i et system, hvor det offentlig i så høj grad kan holde hånden under både lønmodtagerer og selvstændige. Det er - midt i alt det her coronabøvl - et fantastisk samfund, der trods alt holder hånden under så mange.

 

Men vi må også konstatere, at dagpengesystemet som et tilbud til selvstændige er udfordret, både i forhold den aktuelle krise men også i al almindelighed.

 

Kan det betale sig at være medlem af en akasse for selvstændige? 

Det spørgsmål burde kunne svares med samme sikkerhed som ved en alm. forsikring:  "ja, hvis du får brug for det". Man får kun brug for brandforsikring, hvis huset brænder, hvilket man jo ikke håber på. Men derfor er den god at ha'.

 

Men sådan er det ikke med forsikring for ledighed, hvis man er selvstændig. 

 

Konsekvenserne er, at man ser dybt frustrerede indlæg fra selvstændige, der har været medlem af en akasse i 15-20 år for så at konstatere, at der ikke er hjælp at hente. Der er forskellige tekniske omstændigheder der gør, de ikke kan modtage nogen hjælp overhovedet. 

 

Og når nogle nye selvstændige på fx Facebookgruppen IVN forsigtigt spørger andre, om det giver mening at melde sig ind i en akasse, så er der kun meget få klare svar.

 

Mange lufter deres utilfredshed med akasserne, hvilket egentlig er lidt uretfærdigt. Jeg har kendt mange dygtige og velmenende ledere og medarbejder fra akasserne, der repræsenterer selvstændige. Og de gør faktisk et godt arbejde og er selv ulykkelige over den situation deres medlemmer er i. De administrerer bare efter nogle tæt på umulige regler i mange tilfælde.

 

Det blev vel lidt bedre med revision af loven i oktober 2018. Men der er stadig mange knaster tilbage, før vi har en bare nogenlunde sidestilling med lønmodtagernes vilkår.

 

Fx er det følgende problemer:

 

1. Virksomheden skal være solgt eller lukket fuldstændigt, for at man kan få dagpenge. Er virksomheden midlertidigt lukket (og der kan være mange andre årsager end corona) tæller det ikke med. Så skal man lukke, slukke og sælge inventar, afmeldes moms mv. 

 

2. Karenstid på 3 uger, efter man har "kæmpet" for at lukke firmaet og fået indleveret regnskab. Helt urimeligt. Man har jo lukket fordi det ikke kan gå rundt.

 

3. Der er krav om en min. indkomst (overskud) på 238.512 pr år i de sidste 3 år for at dagpenge. Kæmper man for at opbygge en virksomhed, og har man måske som mange underskud de første par år, kan man ikke få dagpenge. Og satsen på de 238.512 er ikke let at forstå. Det skal være et gennemsnit pr. år af de sidste 2 års afsluttede regnskabsår. Så man skal selv løbende følge med i, om det er klogt at lukke eller fortsætte.

 

4. Der er en tåbelig 30-ugers regel som gør, at man ikke kan drive selvstændig bibekæftigelse i mere end 30 uger. Det er meget kort tid til at opbygge en virksomhed, og efter de 30 uger, skal man vælge om man vil lukke eller stoppe med dagpenge.

 

Og der er flere andre rigtig mærkelige regler.

 

Der bør derfor laves nogle ændringer af systemet, hvis man mener det med at man gerne vil ha' flere iværksættere. Som formanden for Dansk Crowdfunding forening Michael Eis skriver på Twitter:

 

"Men som helhed er #dkpol mere interesseret i photo ops med Jesper Buch og Martin Thorborg, end i rent faktisk lave om på de forhold, vi er mange der står og råber op om"

 

Så det er med at få politikerne på banen. Vi må kunne gøre det lidt mere enkelt for de selvstændige. 

 

/Hans Peter Wolsing

 

 

Startinfo.dk ApS - DIN nye iværksætterportal
Rubjergvej 67, Lønstrup
9800 Hjørring
5129 1110
hpw@startinfo.dk
CVR: 40043748
OK
Cookie information

Dette websted anvender cookies til at registrere, hvordan du og andre benytter hjemmesiden.
Disse oplysninger bruger vi bl.a. til at se, hvordan vi kan forbedre den for dig som bruger. Læs mere.