Hvordan laver man et godt logo?
Hvordan laver man et logo, der er godt, og som kunderne kan genkende?
Når du har fundet et godt firmanavn, så skal det gerne gøres kendt og genkendeligt.
Har du endnu ikke valgt firmanavn, så tjek lige vores side her! Det er vigtigt, at du ikke begår fejl og fx vælger et firmanavn, som bruges af andre.
Hvad forudsætter denne artikel?
I artiklen her forudsætter vi, at du har styr på alt det lovgivningsmæssige og derfor er klar til at finde ud af, hvilket "udtryk" dit nye firmanavn skal sende.
Overvej følgende:
- Hvordan skal firmanavnet skrives?
- Hvordan skal logoet se ud?
- Er der andre grafiske virkemidler, du skal tænke på?
Artiklen her er lavet i samarbejde med Helle Hollen fra Reklamebureauet Graphia i Himmerland. Logo'erne er stort set et udvalg af eksempler fra hendes arbejde med forskellige virksomheder og iværksættere. Dog er der hentet enkelte "gæste logoer" ind.
Tendenser skifter med tiden. Nogle logo'er ser håbløst gammeldags ud, og nogle "holder" stadig, selv om de er helt vildt gamle.
Her er vores bud på overvejelser og nogle eksempler til inspiration:
Enkelthed i logodesign
At gøre et logo enkelt er en af de mest indflydelsesrige trends i logodesign.
Et godt logo skal være let at genkende og signalere de værdier, der er i virksomheden. Overvej bl.a.:
- Hvilke brands og hvilken prisklasse sælger du til?
- Hvem er dine kunder?
- Er det et luksus eller discount produkt/ydelse?
- Hvilket farvevalg passer til din virksomhed?
Et enkelt logo er normalt meget genkendeligt, selv i små størrelser, og kan let bruges på både visitkort, hjemmesider mv. Denne tendens bliver mere og mere udbredt, så det er en overvejelse værd.
Eksempler på enkle logoer
Her er et par eksempler på logodesign, der er meget enkle og med et "rent" udtryk:


Logo med tekstmanipulation eller ombrydning
Det at manipulere med teksten kan ofte skabe visuelt imponerende logoer — fx med manglende dele eller ændrede dele af teksten.
Det giver ofte en dramatisk virkning på designet og kan forstærkes med en ukonventionel typografi. For eksempel kan du:
- Tilføje en luftig, kreativ skrifttype
- Eksperimentere med mellemrum mellem tegn
Som i andre af livets forhold skal man bare ikke overgøre det. Det skal helst ikke gøre dit logo vildt kompliceret eller måske endda vanskeligt at læse.

Ørsted loget dækker sådan set 2 effekter. Den ene er at gøre "Ø", som er besværligt internationalt til et "O" - Orsted men samtidig også en moderne tænd-sluk knappe, hvilket jo er passende til et energiselskab. Og stadigvæk kan man som dansker læse det som et Ø.
Logo med overlappende elementer
Du kan skabe en interessant form og måske tilføje ekstra betydninger ved at placere figurer oven på hinanden eller ovenpå logoet.
Man bruger ofte overlappende elementer til at formidle fx hastighed, pålidelighed eller fleksibilitet. Det er en fantastisk tendens at bruge på alle typer logoer — hvad enten de er logo-mærker, firmalogoer eller ordmærker.
Eksempel: Bachs Erhvervsservice
Eksemplet her med Bachs Erhvervsservice tilføjer fluebenet for "rigtigt" eller "gennemført" på god gammeldags bogholder manér.

Logo med anderledes skrifttyper
I de senere år er det blevet populært med usædvanlige skrifttyper. De løsninger er ofte ideelle til at tiltrække og fange kundernes opmærksomhed.
Usædvanlige skrifttyper er en overvejelse værd, hvis du opretter et logo fra bunden og ikke bare vil forbedre en eksisterende skrifttype.
Skrifttypens betydning
Skrifttypen udtrykker et sammenspil af genkendelighed, værdier og din målgruppe:
- Bruger du grafik sammen med skriften, skal skriften ikke være så dominerende — den kan derfor være enkel.
- Har du ingen grafik, eller integrerer du grafikken i teksten, må skriften godt være dominerende.
Men du kan også lave din egen skrifttype, som i eksemplet her:
Eksemplet er fra Næstved kommune.
Logo med negativ plads
Eller sagt med andre ord: næsten et logo i logo'et. Denne designteknik er påvirket af den trend til minimalisme eller enkelhed, vi ser nu.
Det minder lidt om meget enkle logoer, men man "leger lidt mere" med udtrykket og gør det efter vores opfattelse mere spændende og levende.
Eksempel: Ridefysioterapeuten
Her er eksempel på logo med negativ plads, hvor "hesten" hos ridefysioterapeuten indeholder et velkendt handicapsymbol. Man behøver faktisk ikke at læse teksten for at forstå budskabet.

Logo i visuel balance
Denne designteknik er afhængig af konsistens og harmoni. Visuelt afbalanceret design er kendetegnet ved dets fredelige, beroligende udtryk.
Den visuelle balance blev skabt som svar på behovet for sindsro i nutidens kaotiske verden. Hvis du er en af de mennesker, der har svært ved at acceptere asymmetriske og bevidst ubalancerede designs, så vil denne tendens være lige noget for dig!
Eksempel: Claus Café Catering
Claus Café Catering CCC — to røde C'er omgiver et sort og skaber balance. Og så lige tilføjet den lille detalje med gaffel, kniv og ske, så C'erne udgør 3 tallerkener.

Logo med grafik
Det at tilføje et tekstbaseret logo en grafisk funktion eller illustration har eksisteret i lang tid. Denne designmetode giver mulighed for kunstnerisk frihed og en mulighed for at peppe et tekstlogo op.
Grafikken kan føjes til på flere måder:
- Som en overlappende effekt
- I en negativ plads i resten af dit logo
- Som en forklarende illustration ved siden af teksten
Eksempel: DIN MØBELPOLSTER
Ikke mange er i tvivl, når man ser den lille stol i logo'et:

Eksempel: Nordisk Erhvervsbyg
Et andet eksempel på et logo med en grafisk tilføjelse:

Grafikken i logo'et illustrerer flere ting:
- Den kan ses både som 3D og 2D effekt
- Man kan se to sider i et rum eller flere bygninger
- Det kan også ses som et tag/kvist
Denne artikel er skrevet af Hans Peter Wolsing, civiløkonom fra Aalborg Universitet. Hans Peter har mere end 30 års erfaring med rådgivning og vejledning af iværksættere. Hans Peter Wolsing har selv drevet et reklamebureau og som konsulent arbejdet med markedsføring. Hans Peter har i flere år været en del af Erhvervshusenes ekspertgruppe vedr. salg og markedsføring og repræsenteret erhvervshusene i arbejdsgrupper under Erhvervsstyrelsen. På iværksætterkurser har han undervist i salg, markedsføring, markedsanalyse, online marketing mv. Sideløbende med drift af Startinfo arbejder Hans Peter som SEO konsulent for et IT firma.
