Forside
 
IværksætterGuide
 
 
 
 
Om Startinfo.dk
 

Artikler om lokale iværksættere i Aalborg

Her på Startinfo dyrker og hylder vi iværksætteriet, i alle dets variationer og afskygninger både her i Aalborg kommune og i resten af landet.

 

Derfor har vi valgt med jævne mellemrum at præsentere forskellige iværksætterhistorier fra det virkelige liv. Historier om ganske almindeligt ualmindelige iværksættere - altså dem med familie, lokalt tilhørsforhold og en virksomhed, der ikke planlægges solgt til en kapitalfond i den nærmeste fremtid. Alle dem, som skaber de virksomheder, som holder landet i gang.

 

Hvad har motiveret dem til at starte egen virksomhed, hvad har været svært undervejs og hvilken forberedelse er der gået forud for etableringen? For måske er der noget at både lære og inspireres af...

 

Denne side inderholder 3 artikler.

 

 

Artikel om BOBOonline her!     Artikel om Tine Lunn!      Artikel om Lene Bremer her! 

 

 

 

 

 

Virksomhedsovertagelse som vej til iværksætteri

Danmark har brug for iværksætteri – men det behøver ikke nødvendigvis være opstart fra ingenting. Det at overtage eller købe en anden virksomhed kan faktisk være en rigtig god idé og en fin vej til egen virksomhed.

 

Der er mange administrative fordele ved virksomhedsovertagelse, da virksomheden typisk allerede er oprettet og etableret på markedet, har diverse leverandøraftaler på plads, et hjemmeside-setup, en eksisterende omsætning og eksisterende kunder.

Brødrene Christian og Nicolai er et godt eksempel på en af disse virksomheder. De har overtaget BOBOonline, og skabt en succes. Læs mere om brødrenes påfund, baggrund, udfordringer, løsninger og fremtidige planer i forbindelse med overtagelsen af BOBOonline.dk.

 

Artiklen er forfattet af gæsteskribent Amalie Bech Worm Pedersen

 

Fakta: Indehaverne af BOBOonline Christian Østergaard og Nicolai Østergaard

Firmanavn: BOBOonline

Indehavere: Christian Østergaard og Nicolai Østergaard

Adresse: C. A. Olesens Gade 4, 9000 Aalborg

Telefon: 75 88 00 58

E-mail: bobo@boboonline.dk
Hjemmeside: https://boboonline.dk
Facebook: https://www.facebook.com/boboonline.dk

Instagram: https://www.instagram.com/boboonline.dk

 

Et uforløst potentiale

I 2015 mærkede Christian og Nicolai Østergaard for alvor den velkendte skabertrang, som mange iværksættere kan nikke genkendende til. På daværende tidspunkt var de dog begge under uddannelse - Nicolai på en såkaldt top-up i Innovation & Entrepreneurship, og Christian på en top-up i International salg & markedsføring, mens de begge havde en uddannelse til markedsføringsøkonom i rygsækken. Kort sagt, havde de nok om ørene med deres studier, men ikke dét kunne stoppe dem fra at tage aktion på deres drøm. De ville sætte deres præg på dansk erhverv og finde deres egen levevej. Derfor gik jagten ind på et større projekt, de kunne kaste sig over i 2015 – samme år, hvor den online møbelbutik, BOBOonline, blev sat til salg.

 

”Vi anså det som værende en fantastisk mulighed, eftersom dele i vores familie havde erfaring med møbelproduktion og -salg, og vi derigennem havde lagerfaciliteter, vi kunne bruge. Vi var nok startet lidt naivt ud ved at tænke, at det kunne vi sagtens gøre bedre,” fortæller Nicolai Østergaard.

 

Brødrene havde tidligere haft succes med en mindre webshop, der forhandlede sportsarmbånd, action kameraer og anden trådløs elektronik. Erfaringer de kunne trække på, men intet kunne forberede dem på det eventyr, de var på vej ud på.

 

Virksomheden havde som udgangspunkt ingen andre ansatte end de forhenværende ejere, en forældet hjemmeside taget tiden i betragtning og et beskedent sortiment af møbler, hvorfor Christian og Nicolai havde store forventninger til, hvordan de skulle løfte virksomheden til nye højder.

 

Iværksætterartikel om BOBOonline møbelforretning på nettet

Uforudsete udfordringer

Kontrakten blev underskrevet, og Christian og Nicolai Østergaard kunne glæde sig over, at de endelig kunne få afløb for deres skabertrang. Brødrene havde dog ikke lang tid at løbe på, da de i løbet af en enkel weekend i januar 2016 skulle overtage virksomheden. Det var derfor afgørende, at de var omstillingsparate og effektive.

 

”Vi forberedte os ved at planlægge, hvordan driften skulle fungere til at starte med, så vi hurtigst muligt kunne sende varer ud. Meget af snakken faldt på, hvordan vi skulle gøre ude på lageret i forhold til at pakke varerne og ordne det dertilhørende papirarbejdet. De forrige ejere hjalp meget med denne proces,” fortæller Christian Østergaard.

 

Det første praktiske gøremål var dog at flytte lageret fra Hedensted til Roslev, brødrenes hjemby, hvor virksomhedens lager fortsat ligger i dag. Det hele skete i løbet af en weekend, da driften måtte fortsætte ugen efter af hensyn til de allerede eksisterende kunder. Der var derfor stort set ingen tid at løbe på for de to brødre, da de skulle lære alt på ingen tid.

 

Med højt tempo, mange nye informationer og sved på panden tog Christian og Nicolai Østergaard udfordringen op.

 

”Vi kunne ikke løse logistikken særlig godt i starten, da vi kun havde én bil at levere varer i. Det gav nogle utilfredse kunder, der ikke kunne forstå, hvorfor de skulle vente så lang tid på blandt andet at returnere. Derudover havde vi ingen erfaring med kundeservice, logistik i forhold til fragtpapirer, pakkelabels og pakning af varer, planlægning af fragtruter og tidsintervaller for levering og en masse andre ting, vi ikke anede noget om,” fortæller Nicolai Østergaard.


Derfor måtte brødrene løse de fleste opgaver efter learning by doing-princippet, hvorfor det ikke kunne undgås, at virksomheden fik nogle utilfredse kunder og lange dage i overtagelsesperioden, hvor de ikke vidste, hvad der var op og ned. Christian og Nicolai Østergaard måtte finde en måde at optimere den daglige gang på BOBOonline, der passede dem, for at skabe værdi og vækst i virksomheden.

 

Hvor der er vilje, er der vej

”Vi opdagede, at der var meget potentiale i at udvikle og optimere hjemmesiden, da vi fik rigtig mange spørgsmål fra kunder omkring varer, der ikke var nok info på. Derudover fandt vi hurtigt ud af, at én varebil ikke var en optimal løsning, og samtidig ville vi udvide sortimentet, så vi kunne ramme flere søgeord på Googles søgemaskine,” fortæller Christian Østergaard.

 

Ved hjælp af brødrenes egne justeringer kom overblikket, og med overblikket kom de nye idéer, og med de nye idéer blev uforløste potentialer udnyttet.

 

BOBOonline er med tiden og ved løbende optimeringer blevet en opdateret virksomhed med kontor ud til Aalborg Havnefront og lager i Roslev, hvor mere end 20 medarbejdere sidder fordelt og håndterer de 20.000 forskellige varer, lageret og webshoppen rummer. Samtidig håndterer medarbejderne diverse forespørgsler i kundeservice, PR og markedsføring, foretager jævnlige opdateringer på sociale medier og hjemmeside i form af kreativt indhold, der varierer i takt med årstidernes skift. For at følge med det høje tempo, bragte man samtidig flere transportører ind i virksomheden, som kunne levere varer på daglig basis for at løse logistikken.

 

”Vi har nu en masse forskellige fragtaftaler med forskellige transportører med hvem, vi sender med de forskellige varer alt efter, hvilken type vare der er tale om. Vi sender det meste fra lageret i Roslev, mens en mindre del af sortimentet sendes direkte fra leverandør til kunde,” fortæller Nicolai Østergaard.

 

Hvad, der før hen var brødrenes udfordring, er således blevet deres styrke.

 

”I dag lykkes vi med at blive ved med at optimere og rette ind. Vi er aldrig rigtig stoppet med at prøve at optimere og automatisere processer i takt med, at vi måler på alt, vi kan, for at se effekten af de tiltag og opgaver, vi foretager og løser,” fortæller Christian Østergaard.

 

På baggrund af BOBOonlines kontinuerlige vækst, har Christian og Nicolai også lagt store planer for det næste år, hvor de planlægger at udvide til nye markeder, heraf Færøerne, Sverige og muligvis Norge. Brødrene har alle dage haft en forkærlighed for bæredygtighed, og derfor har de haft fokus på netop dette i udviklingen af deres nye brand, NocNoi, hvis træ kommer fra kontrolleret skovbrug. Til det nye brand har de udviklet en separat hjemmeside, men varerne vil også kunne købes fra de nye markeder gennem BOBOonline, hvis mål er at blive Danmarks førende online møbelbutik. For Christian og Nicolai Østergaard er ikke i tvivl. Hvor der er vilje, er der vej, og det råd vil de gerne give videre til andre, der går med overvejelserne om at overtage en virksomhed og gøre den til deres egen.  

 

 

 

 

Tidligere iværksætterartikler i Aalborg:

 

 

Tine Bieber Lunn

Historien om en iværksætter i Aalborg

 

Tine Bieber Lunn brænder for undervisning, og er derfor sprunget ud som iværksætter i Aalborg.

Fakta:

Firma: Facilitate2educate

Tine Bieber Lunn, Facilitator

Hjemmeside: https://lynpraksis.dk/ 
Tlf.: 23 10 50 12
E-mail: Tine@facilitate2educate.dk
LinkedIn: https://www.linkedin.com/in/tine-bieber-lunn-006b8656/

 

Tine elsker undervisning!

... Og helst skal det være undervisning, der rykker teori tættere på handling. Undervisning, der skaber udvikling og forandring. Undervisning skal give mening og engagere både deltager og underviser - også Tine, når hun selv står som underviser.

 

Konceptet:

Tine arbejder underviser til underviser. Målgruppen er dem der, uanset sammenhængen, har ansvaret for udviklingen af andres kompetencer. Det kan være undervisere på ungdoms- eller videregående uddannelser, konsulenter eller folk ansat til at varetage intern/ekstern oplæring eller uddannelse.

 

De undervisere, der gerne vil styrke deres pædagogiske elementer og arbejde med deres egen rolle som underviser. For nogen kan det handle om at træde ned fra podiet og give ansvaret retur til dem der skal lære noget. For andre kan det handle om at udvide værktøjskassen og udvikle lærende fællesskaber.

 

Gennem egne kurser og interne temadage inspirerer Tine til undervisning, der skaber mere engagement, dialog og ansvar i læring. Det handler om at trække involverende metoder og procesdesigns ind som pædagogiske og didaktiske (undervisningsmæssige) redskaber.

 

Idéen til Facilitate2Educate:Tine arbejder med facilitering af undervisning. Det handler om at forøge udbyttet for alle deltagere

At arbejde som facilitator i undervisning har været Tines varemærke i hendes tidligere arbejde som lektor. Det var bare ikke som facilitator af navn, men bestemt af gavn.

 

Hun arbejdede ihærdigt for at planlægge undervisning, så der blev skabt muligheder for dialog, oplevelser og handlinger, der kunne gøres til genstand for refleksion. Det lyder sikkert meget teoretisk og undervisningsagtigt, men handler i bund og grund om at få deltagerne (altså de studerende) med!

 

Er de studerende/kursisterne ikke med, giver det jo ikke mening. Og selvom det kan dele vandene i en underviserverden, må de fleste erkende, at der bare er grænser for, hvor meget man kan fylde på med powerpoint og præsentationer.

 

Hvad kan man så gøre for at fastholde fokus, inspirerer til udvikling og sikre den "overflytning og udvikling af viden", som al undervisning jo i bund og grund handler om?

 

I 2019 skulle der ske noget nyt. Tine havde rykket sig så langt i de rammer hun var i, at tiden var moden til et skift.

 

Det medførte en lang periode med en "intern drøftelse" - hvor Tine gennemarbejdede idéen alene og drøftede det med "alle der gad høre på mig", som Tine selv udtrykker det.

 

"Måske skal du bare gøre det selv" var der en dag en veninde, der sagde til hende. Gøre hvad? Ja, gå videre med det du kan og dele det... der findes da massere af undervisere, der trænger til nye input! Det blev starten på en proces, der medførte et skift i tilværelsen fra lønmodtager til selvstændig.

 

Baggrund

Oprindeligt startede Tine Lunn et helt andet sted, og det var ikke skrevet i kortene at hun skulle være selvstændig. Hun flyttede oprindeligt til Aalborg for at læse til ergoterapeut.

 

På en orlov fra sin daværende arbejdsplads på sygehuset, sikrede hun sig en master med fokus på voksenlæring. Kort efter fik hun drømmestillingen som underviser på en videregående uddannelse.

 

Efterfølgende startede interessen for, hvordan vi rykker vores viden, udvikler og skaber motivation for læring og forandring. 

 

Tines eget første facilitatorkursus var tilbage i 2014, siden er der kommet flere til kombineret med redskaber fra kreativitet, samskabelse, oplevelsesdesign og forumteater. Listen over egen kompetenceudvikling er lang, men for Tine står en underviser aldrig stille. Det er nye metoder, inspiration og lærende fællesskaber, der giver energien til at forny egen undervisning, og fastholde begejstring for undervisning.

 

Facilitate2educate er en iværksætter virksomhed med fokus på undervisning.

 

Starten på tilværelsen som selvstændig

Iværksætteriet begyndte måske lidt ubevidst og gradvist. Og som TIne udtrykker det: Måske startede jeg, før jeg selv vidste det.

 

Men da hun først blev opmærksom på, at tilværelse som iværksætter måske bedre kunne rumme idéen, gik det stærkt. For det med underviseren som facilitator var nok lettere at fokusere på i egen virksomhed, end som en del af en fast underviserstilling.

 

På det tidspunkt gik Tine for alvor i gang med at netværke, lave hjemmeside og lære alt det hun ikke vidste noget om… og stadig har det ret svært ved… regnskab, priser, salg, sociale medier og alt hvad der ellers følger med, når man er iværksætter.

 

Tine om opstarten: "Sådan lidt for sjov var hjemmesiden nok mit startpunkt. Lidt skørt, men at bygge en side op, tvang mig til at beskrive hvad jeg ville og definere mit koncept."

 

Der gik lang tid, hvor Tine ikke var tilfreds med hjemmesiden og overvejede at investere i professionel hjælp til at lave det “lækkert”. Men det var for absurd, hun skulle jo lige tjene penge først. Udgifter var der nok af, og det var vigtigt at prioritere. Samtidig mega svært.

 

Derfor søgte Tine inspiration, og det er der altså meget af i "Iværksætter Aalborg".

 

Hun deltog i alle de events hun kunne, blandt andet gennem Business Aalborgs eftermiddage med Google optimering, salg og advokathjælp. Hun har haft god gavn af det gratis klippekort gennem startup klubben, eksempelvis hjalp det hende med at få en idé om regnskab ved to timers rådgivning med Revisor Marianne Bæk fra Dansk Revision, Aalborg. 

 

Hun er mødt op, når der har været netværksarrangementer i byen, typisk annonceret på LinkedIn. Det har været "Walk and Talks" og begivenheder i Perspektivet og Syndikatet. Det var egentlig ret naturligt, og jo mere man selv opsøger og deler, jo mere får man. Det har udvidet Tines netværk helt enormt. Det er overraskende, hvor hjælpsomme folk er. Det kræver selvfølgelig også, at man rækker ud, sender beskeder, spørger konkret til et kaffemøde eller lign. Men der er meget hjælp og viden at hente.

 

Tine har naturligvis også trukket på sit personlige netværk, lige fra coachende samtaler, delinger på sociale medier til opsøgende arbejde - og hun glæder sig til at kunne give lidt igen på et senere tidspunkt.

 

Nyt undervisningsspil "LYN Praksis" er under udvikling.

Noget af det, der har krævet fokus er udviklingen af LYN-Praksis - et refleksionsspil der skaber kobling mellem teori og handlinger i praksis. LYN-Praksis spilles efter undervisning, teorioplæg eller selvstudie i grupper. Formålet er at relaterer teori til hverdag, virkelighed og praksis. 

 

Tine begyndte udviklingen af LYN Praksis alene, og tog den første prototype med til et møde med Hans Krogh og Pernille Jacobsen. Resultatet blev etablering af et samarbejde om udviklingen af det nye produkt. 

 

LYN-Praksis er nu med succes testet på flere videregående uddannelser, hvilket hver gang har bidraget til forbedring. Lige nu er en grafiker ved at lave design til spillet, som skal produceres i slutningen af marts. Når spillet lander i et endeligt format, kan det bruges i undervisning, og bidrage til at teori kobles til handlinger i virkeligheden.

 

OPDATERING LYN Praksis er nu færdig udviklet.

15.05.2020: Lynpraksis spillet er nu færdigt udviklet og kan købes både i enkeltudgave og som klassesæt. Se mere på hjemmesiden for Lynpraksis her!

 

 

 

Hvordan er starten gået - og hvad har været svært?

Da Tine sagde sit arbejde op, var det med forventningen om at få lidt mere tid og give hende selv mere ro. Det kom så ikke til at ske! Der har været virkelig travle dage med at opsøge samarbejdspartnere, mulige kunder, udvide netværk og samtidig videreudvikle konceptet.

 

Der er jo hele tiden noget der kan gøres - og gøres bedre. Det har været, og er stadig en stor udfordring for hende at udvælge, hvordan budskabet sælges bedst. Tine har så meget på hylderne - altså viden om faciliterende undervisning - men man bliver nødt til at udvælge og gøre det så let som muligt, for at kunne invitere andre med på idéen.

 

Og man skal være klar til at blive usikker, når kasketten skiftes ud. Det er lidt anderledes at være selvstændig, når man skal præsenterer sit produkt. At stå alene er både en udfordring og en frihed. Der er så mange der spørger, hvordan det går? Overvejelsen er, hvor ærlig man skal være. For i en hver selvstændigs liv, er der dårlige dage uden salg og uden opgaver.

 

Men man er nødt til at tro på, at personen overfor kan lede til den næste gode kontakt. Så, som Tine siger: De skal vide hver gang, at her er en der kan sit kram og har en mission med facilitering i undervisning! 

 

#faciliate2educate #iværksætter #startupdk #startupaalborg

@tine bieber lunn

 

 

 

 


 

Lene Bremer

Historien om en iværksætter i Aalborg

 

Lene Bremers firma handler om farver og sammenhæng i farver og passion for detaljer

 

 

Fakta:

Lene Bremer, indehaver Lene Bremer

Mobil: 5134 4435
E-mail: kontakt@lenebremer.dk
Hjemmeside: www.lenebremer.dk 
Facebook: https://www.facebook.com/Lene-Bremer-427417374465626/

Instagram: https://www.instagram.com/lenebremer/?hl=da (SKAL SES!)

 

Lene:

Lene Bremer kan vel bedst beskrives som en farverig personlighed, både i direkte og overført betydning, udrustet med det som hun selv kalder en finurlig popcorn-hjerne. Oveni det kommer en gejst og passion for det hun laver, som man simpelthen ikke kan undgå at blive smittet af.

 

At man kan leve at netop kombinationen af kreativitet, gejst og en finurlig hjerne, er Lene det bedste bevis på. Hun har nemlig formået at udleve det mange drømmer om, at gøre sin kreative åre til sin levevej. Det på trods af, at hun som yngre netop gik rundt med tanken om at “kreativitet kan man da ikke leve af”, og derfor valgte at uddanne sig til sygeplejerske. Oveni det kom så senere en uddannelse som DISC konsulent samt en master uddannelse i neurokommunikation. Hun har i det hele taget arbejdet professionelt med mennesker i mange år - men altid savnet den kreative vinkel.

 

Koncept:

Lene elsker farver og mennesker. Men farver og udtryk skal give mening, og de skal først og fremmest harmonere med mennesker og virksomheder. Som Lene siger, er det ikke svært at finde firmaer med flotte hjemmesider, som tydeligvis er valgt af en kyndig designer. Men hvad nytter det, hvis man ved det fysiske møde med firmaet, får en helt anden oplevelse. “Stemningen", servicen, kundebetjeningen, indretningen, beklædning, virksomhedens breve osv, hænger måske bare ikke sammen med virksomhedens farvevalg og grafiske udtryk. Et “forkert” udtryk kan på den måde hurtigt give et dårligt indtryk, som i værste fald ødelægger den oplevelse, der egentlig var positiv inden mødet med virksomheden.

 

Det handler kort og godt om at skabe et harmonisk, ærligt og genkendeligt udtryk, og det er her Lene Bremers firma handler om farver og sammenhæng i farver og passion for detaljerLene Bremer kommer ind i billedet. Lenes kunder er erhvervsdrivende, både iværksættere og veletablerede virksomheder, som hun hjælper med at skabe en helhed, der virker og stemmer overens med firmaets egentlige "ånd". Udgangspunktet er altid kundens kerne af identitet, og målet at få 1. Produkt, 2. Den personlige del og 3. kundedelen til at gå op i en højere enhed.

 

Lene fortæller, at en del af hendes kunder er nye iværksættere, som har behov for en grafisk identitet ved opstarten. Det hele skal passe sammen. Lene husker tydeligt den iværksætter, som havde et lyserødt visitkort, mest vel egentlig, fordi en grafiker havde sagt, at det passede til hendes kunder. Hun undskyldte derfor lidt hver gang hun delte kortet ud til potentielle kunder og samarbejdspartnere - nok ikke den allerbedste start på et nyt kundeforhold. Når man kan se "sig selv i sit image", afleveres kortet med noget større selvtillid og selvbevidsthed. Behøver vi at sige, at nye visitkort klart gav mere energi...

 

Andre af Lenes kunder er mere etablerede virksomheder, som fx. et sundhedshus, et revisionskontor og sågar en grafisk virksomhed der har set vigtigheden af også at præsentere sig bevidst offline. Måske er det ikke bare farverne, indretningen og udtrykket, der efterhånden bliver lidt slidt. Måske er det noget så "Emma-Gad-agtigt" som høflighed fra firmaets ansatte det skorter på. Det med de ansatte er altså ret så vigtigt, understreger Lene. Hun oplever ofte, virksomhederne glemme at have focus på de (dårlige) signaler, som de ansatte sender. Man bør indimellem som virksomhedsejer stille sig selv det helt basale spørgsmål : “Er vi egentlig servicemindede som medarbejdere i virksomheden her, og hvordan ønsker vi i det hele tager at fremstå”.

 

I den forbindelse kan Lene ikke lade være med at nævne en oplevelse hun selv har haft i Aalborg. En medarbejdere, der nu for at sige det som det var, kastede op ved Jomfru Ane Gade i Aalborg iført "firmapåklædning". Uden at nævne firmanavnet, kan vi nok her afsløre, at den slags bestyrker Lene i, at der er et behov for hendes ydelser.

 

Idéen

Ideen til firmaet Lene Bremer er ikke kommet “overnight”. Når Lene idag tænker tilbage, er der mange ting, der har ført hende frem til den virksomhed, hun nu driver. Erfaringer fra tidligere lønmodtagerjobs og såmænd også 2 tidligere virksomheder har alle peget i samme retning. Kombinationen af kreativitet og mennesker har altid været vigtig for Lene, og så gik der som bekendt en del år før hun erkendte, at man faktisk godt kan leve af at være kreativ.

Første forsøg var i 2006, hvor Lene startede et firma indenfor design skrædderi - BremerM. Fundamentet for BremerM var at kombinere tøj og tekstiler, der matchede det enkelte menneske. Den faglige ballast var en design-konstruktionsskrædder uddannelse og Idéen var sådan set god, men timingen ikke just fremragende: For i 2008 kom finanskrisen buldrende og Lene måtte lukke firmaet.

 

I 2016 startede Lene så “Livspassion” - en virksomhed der kan ses som en direkte forløber for den nuværende, men med fokus på private hjem. Her kunne Lene koble sin interesse for design, indretning og farver med kontakten til de mennesker, der skulle bo i husene og få indretningen til at harmonere med deres liv.

 

Hurtigt fik Lene Bremer for alvor øjnene op for et stort behov i erhvervslivet. Lene så virksomheder, som i den grad var(er) kendetegnet ved anonymitet og ensartethed. De samme skrifttyper og kontorer, de samme jakkesæt og visitkort, og ofte en markant forskel mellem den offentlig online profil, og så den kunderne rent faktisk møder, når de har kontakt med virksomheden i "den virkelige verden".

 

Det måtte man kunne gøre noget ved! Og hvis ikke Lene skulle, hvem så? Siden 1.1.2019 har Lene derfor udelukkende arbejdet med erhvervsfokus i den nye virksomhed, Lene Bremer.

 

Forberedelse

Lene har som næsten alle iværksættere søgt rådgivning i forbindelse med starten. Hun har modtaget iværksætterrådgivning via Business Aalborg, og været meget glad for det.

Men hun har også været ret målrettet og deltaget i flere kurser og camps igennem Erhvervshus Nordjylland.

 

2 skal nævnes særligt i denne omgang:

 

-> Business Model Canvas, under kyndig ledelse af konsulenthuset Primus Motor fra Ry. Det gav et virkeligt godt indblik i Lenes egen virksomhed, hendes relationer til kunder, leverandører og de "værditilbud" (udtryk fra BMC) Lene giver kunderne med hendes virksomhed

 

-> Et salgskursus ved Preben Braagaard fra Coachers var virkeligt godt. Det gav nogle gode brugbare værktøjer, der med det samme kunne anvendes i dagligdagen. 

 

Desuden har Lene Bremer valgt at gøre brug af en personlig mentorer i form af en erfaren erhvervsperson. Der er også brugt en advokat til nogle småting... men ingen revisor i denne omgang, Lene laver selv bogføring, men en revisor hjælper hende indimellem lidt på vej.

Lene har prioriteret at deltage i netværk og det har været super godt. Hun er i 2 grupper, dels en private mini erfagruppe med andre selvstændige, og dels via medlemskab af Erhverv Norddanmark, som er Aalborgegnens største erhvervsorganisation med mere end 600 medlemmer....

 

Starten

"Det var enormt rart at få kundegruppen på plads... nu giver det så meget mening", som Lene selv udtrykker det. At tage sin “egen medicin" og målrette signalerne til kunderne, har fået det hele til at falde på plads...

 

Venner og bekendtes forståelse af livet som selvstændig er meget forskellige. Lene har en del veninder, som selv er selvstændige, og de kan sagtens sætte sig ind i oplevelsen af, at det kan være "champagne den ene dag og (næsten) "gravøl" dagen efter. Udsvingene er jo simpelthen bare meget større end det som lønmodtagere oplever. Har man ikke prøvet det, kan det være svært at sætte sig ind i. Mange siger: “Jamen, du kan jo bare trække det fra i SKAT", uden at tænke over, at der skal penge til at indkøbe tingene alligevel, og der skal være indtægter før der bliver noget SKAT at trække det fra i. Og så trives fordomme a la “du kan da sagtens bage kage til skolen, for du er jo selvstændig", forresten stadig i bedste velgående, skulle vi hilse fra Lene og sige..

 

Fremtiden

Lenes ambition er at gøre sit firma større, og på sigt udvide med egen grafiker og måske "blæksprutte”, der både kan bogføre, opdatere hjemmeside lave aftaler mv. Lige nu er der et tæt samarbejde med en freelance grafiker og i øvrigt også en freelance tømrer, der bla opbygger messestande. Lene vejleder nemlig også kunder om messestande, som det skete for nyligt i forbindelse med en Dagrofa messe...

 

På Startinfo ønsker vi lykke til, og er overbeviste om at de planer nok skal blive virkelighed, for som Lene Bremer siger..

 

Helstøbte kundeoplevelser - de kan altså måles på bundlinjen...

 

Farverne skal hænge sammen... Man skal kunne genkende hjemmesidens udtryk, når man er i firmaets mødelokale.

 

 

 

PARTNERE I AALBORG

KOMMUNE:  

 Logo Infolinkkurser og iværksætteruddannelsen


Link til Dansk Revision, Aalborg 

Link til Boxit Flexoffice kontorhotel Aalborg

 

 

Web2sale tilbyder webshopløsninger til iværksættere 

 

 

 

 Marketingklubben - hjælp til markedsføring på abonnement

 

 

 


Jysk Rekruttering tilbyder effektiv og grundig JYSK rekruttering og headhunting

 

Qred tilbyder erhvervslån også til iværksættere fra Aalborg

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ansøg om et erhvervslån 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Denne side om iværksætteri i Aalborg er støttet af Iværksætteruddannelsen ved Infolinkkurser, LegalUp, Boxit Flexoffice, Dansk Revision - Aalborg, Green Click online marketing, Jysk Rekruttering, itn ∣ vision - software, salg og lagerstyring til webshops samt Marketingklubben.

 

 

 

 

 

 

 

 

  •  

 




4. Netværk for Iværksættere i Aalborg6. Kapital til start og vækst i Aalborg
Startinfo.dk ApS - DIN nye iværksætterportal
Rubjergvej 67, Lønstrup
9800 Hjørring
5129 1110
hpw@startinfo.dk
CVR: 40043748
OK
Cookie information

Dette websted anvender cookies til at registrere, hvordan du og andre benytter hjemmesiden.
Disse oplysninger bruger vi bl.a. til at se, hvordan vi kan forbedre den for dig som bruger. Læs mere.